Henrik Ibsens skrifter

Længere kan jeg ikke udsætte med at takke for ​nytårs-telegrammet fra vennerne, hvilket jeg havde den store glæde at modtage på selve ​helligaftenen i næsten uforvansket form, men rigtignok lidt for sent til at et svar fra mig ad samme vej vilde have kunnet nå frem til eder før årsskiftet, såmeget mere da jeg ikke vidste, hos hvem af underskriverne ​vennemødet holdtes, og således heller ikke hvorhen svaret burde adresseres for at træffe eder samlede. – Af det i telegrammet benyttede tungemål tror jeg, ikke uden et visst skin af sandsynlighed, at turde slutte at Du er lykønskningens autor, og derfor sender jeg også denne takskrivelse, ledsaget af mine bedste og hjerteligste ønsker for eder alle, til Dig med bøn om at Du vil bringe den til alle de andre kære vedkommendes kundskab.

Dernæst har jeg en anmodning til Dig, som måské vil volde Dig nogen ulejlighed. Jeg vilde nemlig gerne have en god ​norsk oversættelse af «Kongespejlet», ​ligeså af Konge-sagaerne, samt endelig af ​et skrift, der nok tillægges kong Sverre og som skal stå i en viss forbindelse med Konge-spejlet, men hvorom jeg ikke ved nøjere besked. Kunde disse bøger, gerne indbundne, blive mig sendt fra en eller anden boghandler? Regningen vil blive betalt af min ​svoger bureauchefen, der har med mine affærer at gøre, men som neppe er bevandret i dette slags bogkøb.

Et nyt literært forehavende må jeg derhos fortælle Dig. Førstkommende 20de Marts, min fødselsdag, fejrer jeg, eller kan jeg fejre, mit 25-årige forfatterjubilæum, idet ​«Catilina», omtrent på denne dag i året 1850 kom i boghandelen. Dette ungdomsarbejde har jeg ivinter ​gennemarbejdet, rettet og forbedret, og er det nu under trykken, ledsaget af en fortale, der belyser de omstændigheder, hvorunder det fra først af blev til, og bestemt til udgivelse i Marts måned.

I midten af April forlader jeg Dresden for indtil videre at fæste bolig i München. ​Det institut, hvori Sigurd her går, har nemlig ophævet de to øverste gymnasialklasser, og de herværende ​statsskoler forekommer mig ikke, i deres hele ordning og methode, at egne sig for udenlandske elever. Vandrelysten er derhos kommen over mig igen, og ​Dresden er i løbet af det sidste år bleven mere og mere forladt af de fremmede. Jeg kommer jo ved overflytningen desværre noget længere bort fra hjemmet; men så kommer jeg også til gengæld Italien en del nærmere, og får derhos den behagelighed at ​leve mellem katholiker, hvilke her i Tyskland ubetinget er at foretrække for protestanterne. –

Hermed, og med en hjertelig tak og hilsen til Dig og ​dit kære hus, må jeg for dennegang afbryde. Vær forvisset om at jeg ofte og daglig i tanken færdes mellem de gamle og nyere hollandske minder! –